Jeg har i 100 år tænkt på at skrive noget om himmel og helvede. Nogle spørger ”Hvorfor i alverden vil du dog det? Det er så betændt et emne! Alle sys det gør ondt at tale om” Måske er det netop derfor jeg må. Jeg tror på himmel og helvede - og jeg tror på livet her på jorden. Jeg læser steder i bibelen, der ikke lader nogen tvivl om, at der er et helvede. Et sted hvor mennesket skal skrige i sin egen ensomhed over længslen efter Gud. At det er et forfærdeligt sted.
Men mest af alt tror jeg på en kærlig Gud.
Jeg ser vi må stå til ansvar for vores hjertes handlinger og for vores livs gerninger. Men jeg tror inderst i mit hjerte, at Gud elsker hvert eneste menneske så højt at han vil gøre ALT for at tilbringe evigheden sammen med det. Ingen af os ved, hvad der sker i et menneskes sidste sekunder, hvem man møder eller hvad tankerne er. Derfor mener jeg heller ikke at jeg, eller nogen anden kan bedømme hvordan andres liv er med Gud.
Til enhver tid vil jeg med glæde tale om hvem Gud er, både for den anden og hvem han er for mig. Men i samtale. Tiltale er den mest dræbende form for tale. Mit hjerte lukkes hurtigt i den strøm. Jeg tillader mig at bede for mennesker, jeg møder på min vej. Både for dem, der er i min hverdags verden og dem, der passere. Jeg vælger at have en håbets teologi. Jeg håber og tror på en Gud der elsker mere end jeg selv gør. Gud der ser mere end jeg gør. Gud der skaber lys og mørke. Gud der åbner skælvende hjerter. Jeg vælger at tro og håbe på at hans kærlighed rækker længere end jeg kan forestille mig. I det konkrete hverdagsliv har jeg bibelen med linier og ord om hvad det gode liv er. Og til det kan jeg forholde mig. Tanken om at nogle mennesker ikke skulle komme i himmelen gør nok så ondt at jeg faktisk ikke kan udholde tanken. Derfor giver jeg op og tillader mig selv af give slip på tanken. Og igen lægge alt over i hans hænder, hvor jeg alligevel ved, at det ligger bedst.