Passion of Krist

I går aftes så Peter og jeg ”Passion of Krist”. Første gang så jeg den i biografen til en skærende kontrast af popkorn og reklametrailers. Jeg græd. Græd af sorg, af medfølelse, af chok.
Det visuelle er så voldsomt. Den her gang vidste jeg hvad jeg gik ind til. Jeg havde ikke glemt synet. Den røde farve fra piskeslagene var printet på nethinden, lunserne af hans kød, der hang i trevler fra hans side. Da jeg så filmen i går, kunne jeg mærke en distance. Jeg tænkte på det filmiske virke ”ja, det er også en god vinkel den dér- eller den scene er da fantastisk i omgivelserne”. Jeg så den som et stykke kunst. Jeg kunne ikke holde andet ud.
Alligevel står mit hjerte bævende i dag. Sceneskiftene fra Jesus normale liv til livet i pinslerne. Marias flashback til barndommen, kærligheden der fulgte med barnet og moderen. Kærligheden der gav Maria styrke til at støtte Jesus på vandringen mod korset- ”Se, jeg gør alt nyt” Egentlig har jeg følelsen af i dag at Jesus jo bare døde en helt almindelig død (dengang almindelig). Der var egentlig ikke noget specielt over dét. Bortset fra at det var en død, der gjorde dybt indtryk på resten af verdenshistorien. De døde opstod. Jorden rystede. Templet skælvede og forhænget flænges, så der ikke længere var noget mellem det helligste og det almindelige. Det, der er afgørende for mig, er hans opstandelse. At han trådte ud af den grav, med hullerne i hænderne og såret i siden. Det hele betyder jo noget, rent teologisk. Opstandelsen er for mig ubegribelig. Det er her min tro lever. For jeg tror, næsten ved at han stod op. For jeg mærker ham jo indeni mig i dag. Han lever i mig, i mine kristne søstre og brødre. Jesus ligger ikke i nogen kold grav. Han lever i hvert eneste hjerte, der har taget i mod ham. Der er hans rige. Der er hans lys til verden. Der er mange følelser efter filmen i går. De fleste ubeskrivelige. I dag gik vi rundt om kirken, sang og viftede med palmeblade. Det blæste godt til og der var flot liv i lovsangsflagene. Jeg tilhører Kristus med og uden følelsesstorme. Jeg vælger at leve mit liv i tro på hans liv, hans død og opstandelsen.