cellofanlag

Puha sikken dag! I de sidste dag har jeg haft en del smerter i bækkenet. Højre led føles som om det sidder fast. Hvilket resulterer i at det giver stik og jag af smerte, når jeg bevæger mig. Jeg føler mig svag, når det gør ondt. Jeg har ikke lyst til at være svag. Jeg sov ikke godt i nat og måtte ringe mig syg på praktikpladsen. Det er lidt af et nederlag for mig. Men i morgen går det sikkert bedre siger jeg til mig selv. Det er træls med smerte. Det giver ligesom et lag mellem verden og mig, fordi jeg hele tiden er bevidst om de smertesignaler min krop sender til min hjerne.. som et cellofanlag mellem andre og mig. Jeg håber at min krop med tiden bliver stærkere. Det minder mig om Paulus ord om styrken midt i svagheden. Gid Gud ville bruge den her svaghed til noget godt!

talt til som et barn

igår blev jeg ringet op; " goddag, er det Annie Glistrup? " har du sendt dine invitationer til 2020?" "nej nå ikke...pause..så put dem lige i postkassen ikke" "farvel" jeg følte mig som annie 10 år igen, med lyserød stiktrøje og hænderne gemt i ærmerne. Puha, ville ønske jeg havde sagt noget smart!
Jeg er begyndt på min 2.lønnede praktik i en børnehave. Det er godt! børn kan man kun blive gladere af! Så et halvt år i deres selskab er ikke værst. Men som han talte til mig, håber jeg ikke at tale til børnene. Børn skal anerkendes som de mennesker de er! -Og det skal vi voksne også.