Snirkelede veje og lækkert børneliv

Der er så mange veje. En mand køber et ikon af mig. Han er er blevet færdig med at skrive en bog. Med henvisning til Johannesbrevene. Jeg læser nu johannes brevene. Og tænker og tænker så det knager.
I går var vi på tur sammen med kirkevennerne til vestamager. Vi kom sent af sted og det hastede med at finde den rigtige vej og retning. Heldigvis stod der en familie og skulle samme vej, så vi nåede frem! Der var en Tarzansti for børn. 4 ud af 10 forhindringer kunne jeg ikke klare!!! Der er så meget andet jeg kan, men ikke det. William, dreng på 5 klatrede i høje trær og var mest bange for at falde ned pga brændenællerne! Josva, min søn på 3 og et halv(vigtig detalje) fangede krokodiller i de vilde floder og kastede træstumper ud så vi kunne komme over. Vi løb efter får og mærkede med begejstring hvor hårde fårelorte er når de størkner (heldigvis ingen nye!!) Vi så en kornsno i terrarium og gættede på hvor mange mus den kunne ha i maven. Vi ristede skumfidusser og tænkte på om gummisko kan brænde. Til sidst slukkede de store drenge bålet med tis! I metroen hjem styrede vi selv gennem tuneller og over bakker. "vi lugtede af bål hele natten og sov rigtig godt" var Josvas kommentar i morges. Det er så dejligt at få lov at se verden lidt fra hans synspunkt. Selvom det er hårdt at give slip på sig selv i alt det der forældrehalløj, så er det det hele værd. Den anden dag fik jeg sagt at, jeg tror at Gud lader os lærer det af børnene, han ikke selv kan lære os. Jeg ved ikke helt om jeg mener det, men det føles alligevel sandt. Måske lærer han mig bare meget gennem dem!