ude og hjem igen

Jeg har været med min familie to uger i jylland, ved min fødeegn. Min mor er ved at grave i familiehistorien. Det giver mig en følelse af at være mennekse af noget. jeg kommer af nogen. Der har levet mennesker før mig i min slægt. Jeg har noget der er mit. Min familie. Både den lille nære, men også den store familie. Med min mormors familie og min morfars familie. Og deres børn og deres børnebørn. Jeg kommer af nogen. Før har det ikke betyder så meget for mig. Med mine børns ankomst til verden, betyder det noget nu. For hvad er det jeg får givet videre? Hvad er det jeg har at give dem? Både af det gode og af det mindre gode? Engang i 7. kl fik vi til opgave at lave et stamtræ og skrive vores bedsteforældres historie ned. Et fællestræk ved dem alle fire, var ders kreativitet. Min mormor og farfar var begge vældig glade for at lave mad. Min mormor var kogekone og min farfar stod for madlavningen til samtlige familiefester. Jeg nyder at tænke på dem, når mine hænder snitter grøntsager, koger supper o.a. Jeg kan næsten mærke deres smil, når køkkenet er fyldt af gæster som ler og hygger sig , med tallerkner fyldt med god mad, jeg har fået lov at lave til dem. Min mormor og farfar. Min farmmor som stadig lever, har altid strikket og syet. Alt muligt, til alle størrelser. Helt op i gymnasiet strikkede hun dejlige trøjer til mig. Det var for fedt. Nu kan hendes hænder ikke mere. Jeg er glad for den familie Gud satte mig i. Endda taknemlig. Fordi jeg har fået kærligheden med derfra. Jeg er dybt taknemlig. Hvor er vi heldige os der har familie.