Skatte gemt i revner

2.kor. 4,7 "men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores"
Jeg står udenfor et hus, jeg er blind. Jeg kan mærke et menneske ved min side. Han tager mig under armen og leder mig ind i huset. Hans stemme guider mig ;"to trin op" Jeg mærker støvet og fugten i mine næsebor og skammen rammer mig. Det er mig, der er huset. Jeg hører og fornemmer skidtet under mine fødder. Spindelvæv rammer mit ansigt. Han vil se mit hus og mit blik er vendt indad i mørke. Han står og ser sig rundt. "hvor er her smukt" I fortvivlelse forsøger jeg at dække over revner i væggen foran mig, imens tårerne baner sig vej over støvet på mit ansigt. Han tager mine hænder og viser mig stukken i loftet. Fine runde linjer. Der er mørkt og jeg forsøger at feje skidtet væk fra hvor vi står og fjerne spindelvævet over vores hoveder. Min krop dækker over de revner, der bliver værre og værre. Indtil han siger "Stop nu! Mit lys kan ikke komme ud, hvis der ikke er revner i dig" Og så forstår jeg og ser ham og mine indre rum, med alle revnerne, som fyldes af lys.