Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. (Es 57,15b)

Ingen ser mig, jeg lirker låsen op. Jeg glider ind i kirkerummet. Der er koldt, næsten klamt. Ingen lys. Det ville jo være at tigge om at blive opdaget. Jeg ved godt, at man ikke må stjæle, men når jeg nu ikke kan få fat i det på anden vis. Jeg bliver aldrig god nok, aldrig rigtig nok. Det her er min sidste udvej. Kirkerummet er stort. Det tager længere tid at komme frem til alteret, end jeg troede. Det står omme bagved, i skabet, i trækassen, der om søndagen bliver skiftet ud med en sølvdåse. Jeg tager kassen med om foran, sætter mig på knæfaldet. spiser et stykke, to, så tre. Til sidst tager jeg en hel håndfuld og spiser af den. Midt i en mundfuld træder der et menneske ind. Jeg er afsløret. I samme nu vågner jeg af synet. En hånd bliver rakt frem mod mig "Dette er Jesu Kristi legeme, givet for dig" og bagefter bliver vinen hældt op "Dette er Jesu blod, udgydt for dig".
Jeg synes ikke at jeg er Ham værd. Han burde ikke være død for mig. Men jeg har brug for Ham. Det kan føles som at stjæle nåden, Hans liv, Hans kærlighed. Men Nåden, livet og kærligheden kan ikke stjæles, kun gives .