At svømme og noget andet ?

I dag kom jeg til at tænke på min svømmelærer i folkeskolen. Jeg lærte at svømme i 5.kl. Med bælte, vinger og plade. Vi var tre, der ikke kunne svømme i forvejen. Vi lå på kanten og øvede frømandstag :o) , imens de andre kunne boltre sig lystigt i vandet. Jeg blev ok til at svømme. Til sidst i 6. kl skulle vi tage svømmemærker før ferien. Jeg havde meldt mig til, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke var så god. Jeg var den allersidste i vandet. Min lærer gik ved siden af. Mine klassekammerater kom ind og spurgte hvornår bussen kunne køre. Så de kunne komme hjem og holde frikvarter. Min lærer sagde bare ”vi kommer om lidt”. Til sidst satte de sig ud og ventede i bussen. Jeg var så træt og havde svømmet 1000 meter!(husker hånlige kommentarer "aghh, hvad ikke mere?!!") Men jeg fik mit mærke. Jeg er taknemlig for at læreren gik ved siden af, jeg tror hun hedder Helle Andersen. Taknemlig for at hun ikke bad mig gå op af vandet eller at opgive fordi det tog lang tid. Jeg fik en del vrede blikke i bussen, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at føle mig glad. Jeg synes vel egentlig det var meget sejt at jeg holdt ud. Men jeg synes også at det var fjollet, at hele klassen skulle vente på at jeg kunne få mit svømmemærke og gå glip af et frikvarter. Måske kom det også til at handle om noget andet.

Skatte gemt i revner

2.kor. 4,7 "men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores"
Jeg står udenfor et hus, jeg er blind. Jeg kan mærke et menneske ved min side. Han tager mig under armen og leder mig ind i huset. Hans stemme guider mig ;"to trin op" Jeg mærker støvet og fugten i mine næsebor og skammen rammer mig. Det er mig, der er huset. Jeg hører og fornemmer skidtet under mine fødder. Spindelvæv rammer mit ansigt. Han vil se mit hus og mit blik er vendt indad i mørke. Han står og ser sig rundt. "hvor er her smukt" I fortvivlelse forsøger jeg at dække over revner i væggen foran mig, imens tårerne baner sig vej over støvet på mit ansigt. Han tager mine hænder og viser mig stukken i loftet. Fine runde linjer. Der er mørkt og jeg forsøger at feje skidtet væk fra hvor vi står og fjerne spindelvævet over vores hoveder. Min krop dækker over de revner, der bliver værre og værre. Indtil han siger "Stop nu! Mit lys kan ikke komme ud, hvis der ikke er revner i dig" Og så forstår jeg og ser ham og mine indre rum, med alle revnerne, som fyldes af lys.

Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. (Es 57,15b)

Ingen ser mig, jeg lirker låsen op. Jeg glider ind i kirkerummet. Der er koldt, næsten klamt. Ingen lys. Det ville jo være at tigge om at blive opdaget. Jeg ved godt, at man ikke må stjæle, men når jeg nu ikke kan få fat i det på anden vis. Jeg bliver aldrig god nok, aldrig rigtig nok. Det her er min sidste udvej. Kirkerummet er stort. Det tager længere tid at komme frem til alteret, end jeg troede. Det står omme bagved, i skabet, i trækassen, der om søndagen bliver skiftet ud med en sølvdåse. Jeg tager kassen med om foran, sætter mig på knæfaldet. spiser et stykke, to, så tre. Til sidst tager jeg en hel håndfuld og spiser af den. Midt i en mundfuld træder der et menneske ind. Jeg er afsløret. I samme nu vågner jeg af synet. En hånd bliver rakt frem mod mig "Dette er Jesu Kristi legeme, givet for dig" og bagefter bliver vinen hældt op "Dette er Jesu blod, udgydt for dig".
Jeg synes ikke at jeg er Ham værd. Han burde ikke være død for mig. Men jeg har brug for Ham. Det kan føles som at stjæle nåden, Hans liv, Hans kærlighed. Men Nåden, livet og kærligheden kan ikke stjæles, kun gives .

ude og hjem igen

Jeg har været med min familie to uger i jylland, ved min fødeegn. Min mor er ved at grave i familiehistorien. Det giver mig en følelse af at være mennekse af noget. jeg kommer af nogen. Der har levet mennesker før mig i min slægt. Jeg har noget der er mit. Min familie. Både den lille nære, men også den store familie. Med min mormors familie og min morfars familie. Og deres børn og deres børnebørn. Jeg kommer af nogen. Før har det ikke betyder så meget for mig. Med mine børns ankomst til verden, betyder det noget nu. For hvad er det jeg får givet videre? Hvad er det jeg har at give dem? Både af det gode og af det mindre gode? Engang i 7. kl fik vi til opgave at lave et stamtræ og skrive vores bedsteforældres historie ned. Et fællestræk ved dem alle fire, var ders kreativitet. Min mormor og farfar var begge vældig glade for at lave mad. Min mormor var kogekone og min farfar stod for madlavningen til samtlige familiefester. Jeg nyder at tænke på dem, når mine hænder snitter grøntsager, koger supper o.a. Jeg kan næsten mærke deres smil, når køkkenet er fyldt af gæster som ler og hygger sig , med tallerkner fyldt med god mad, jeg har fået lov at lave til dem. Min mormor og farfar. Min farmmor som stadig lever, har altid strikket og syet. Alt muligt, til alle størrelser. Helt op i gymnasiet strikkede hun dejlige trøjer til mig. Det var for fedt. Nu kan hendes hænder ikke mere. Jeg er glad for den familie Gud satte mig i. Endda taknemlig. Fordi jeg har fået kærligheden med derfra. Jeg er dybt taknemlig. Hvor er vi heldige os der har familie.

At høre -stilhed og ord

Jeg lytter og lytter.Og hører kun blodet passere min øregang. Helt stille i natten. ingen spørgsmål. Ingen kompleksitet. Kun stilhed. Stop tankerne. Lad dem hvile. Ti min sjæl. Og hvil.
Ord der giver liv. Ord der tager liv. Ord, tænk at det får lov at have sådan en magt. Ord der er slidte. Ord der betyder liv for mig og død for en anden. Ord ord ord. Ord der bruges til at beskrive sjælen, Gud og uendeligheden. Ord der slet ikke burde bruges, men ord der ikke kan undværes. Fordi orderne binder os sammen og skaber den fælles forståelse. Ord der skiller os ad. Ord der samler os. Hvordan finder vi dog de rigtige ord? Jesus var ordet og ordet blev kød. Så at standse orderne og starte i gerninger? Gerninger med Guds nærvær? Tjo det kan vi jo godt. Men vi har vel brug for ordet? Ordet til at samle os. Sproget hægter os sammen og skaber fællesskab. Ordet er med til at skabe vores virkelighed. Ordet kalder efter kærligheden, vækker den og svarer den. Jeg tror vi må vove at miste fodfæstet og lade ordet være en del af vores verden. Vove at blive misforstået. Vove at såre og irreterer. Turde sige undskyld. Turde at leve sammen. Men ord uden liv er intet. Men liv uden ord er også intet.